Jeg bliver glad

Jeg har det godt, jeg føler, at jeg har fået familie, efter at jeg er begyndt at komme i Familienetværket. De sidste ni år har det kun været mig og mine to drenge. Nu har jeg en hel familie. Jeg er blevet rig af at komme her.

Det var min søn, der fik mig med. Han var ovre i Gademix, hvor han mødte en, der fortalte om Familienetværket. Senere lokkede han mig med, og så er jeg kommet siden. Det gav mig noget. Jeg var dødssyg, men jeg følte ikke, at de kiggede på mig eller bedømte mig efter, at jeg så syg ud. De tog mig, som jeg var, og de var varme og søde alle sammen.

Jeg føler, det er min familie. Jeg bliver glad, når jeg kommer, og jeg føler, at jeg får energi nok til de næste to uger.

Der er ingen fordomme her

Det var en nabo, der spurgte, om vi havde lyst til at tage med i Familienetværket. Da vi kom herop, blev vi helt bidt af det. Jeg var lidt nervøs første gang, for jeg troede ikke, jeg kendte nogen her. Men det viste sig, at der var 10-15 mennesker, som jeg allerede kendte. Der er ikke nogen, der ser skævt til en. Det er rart, at man har sådan et frirum, der er ingen fordomme her.

Familienetværket betyder, at man kan få noget nyt netværk. Jeg har ikke det største netværk her i Kolding. Det betyder rigtig meget, at man kan skabe nye kontakter, som man også kan mødes med uden for Familienetværket.

Men også den glæde, man har fået ind i hverdagen. Jeg har borderline. Mine følelser kan svinge fra det ene sekund til det andet. Der synes jeg, at jeg er blevet mere stabil i mine følelser, så de ikke svinger lige så meget. Selvfølgelig svinger de, men der går længere tid imellem, end der gjorde før. Jeg er heller ikke lige så trist, som jeg var før. Jeg er kun glad for, at jeg er begyndt at komme her.

Børnene elsker det!

Der er sket meget, siden jeg begyndte at komme i Familienetværket for tre-fire år siden. Mit indtryk, da jeg kom her første gang, var glæde. Man følte sig velkommen. De andre tog godt imod en.

Jeg har fået lidt mere familie i mit liv. Det bedste ved Familienetværket er sammenholdet, kærligheden, og dem, man lærer at kende. Børnene elsker det! Prøv det, man får et helt andet syn på sit eget liv.

Større vennekreds

Jeg var meget genert i starten, for jeg var ikke god til det der med at være i store selskaber. Jeg havde diagnoserne ADHD, angst og depression. I familienetværket blev jeg taget rigtig godt imod, og jeg kunne falde i snak med mennesker. Jeg er ikke genert mere, jeg kan gå rundt og sige hej til alle sammen, det kunne jeg ikke før. På en måde har jeg fået træning i at være mere social.

Familienetværket har betydet, at vi har fået en større vennekreds som familie. Vi kender mange her og snakker med dem. Det er fantastisk.

Det kender jeg godt

Hvis du går ud i verden og fortæller, hvad jeg har oplevet de sidste år, så ryster de på hovedet og tænker: “Hun er gak i hovedet.” For sådan er det jo ikke i Danmark.

Men så kommer jeg her og fortæller, hvad jeg slås med, og så siger de andre: “Det kender jeg godt.” Og så får man hjælp.

 

Gladere

Jeg er blevet gladere, siden jeg er begyndt at komme her, og jeg er sikker på, at det er skyld i, at jeg er på vej ud af den depression, jeg har været i de sidste år.

Du er ikke den eneste

Her kan man komme og få snakket og grine, og har man problemer, kan man også dele dem, uden at der er nogen, der ser ned på en. Det er også godt at vide, at du ikke er den eneste, der kan have det skidt.